Båd & motor

Båden

Båden er afgørende for hvor og hvordan du kan dyrke dit trollingfiskeri. Har du en mindre båd/jolle 12-14 fod så bør du fiske mere kystnær (fjorde og søer), men kommer du blot op i en 15-17 fods båd så begynder fiskeområdet pludselig at udvide sig gevaldigt. De fleste småbåde i 15-17 fod kan sagtens bruges til langfart efter laks og havørred hvis man blot tager alle sine forholdregler omkring vind, vejr, sejllads og sikkerhedsudstyr. Se under sikkerhed. Hvis du vil på vandet uanset vejret og hvor der skal være god plads så skal du op i 18-22 fod for at finde din båd. Prisen og de løbende udgifter til brændstof stiger selvfølgelig gevaldigt. En større båd kræver også en større trailer, som måske kræver en anden bil end den du har. Måske kræver det også et B/E kørekort. Så husk at tage alle de parametre med når du overvejer båd. Både med en meget V formet stævn og bund skærer godt igennem bølgerne og banker ikke så meget. At banke er når båden slår hårdt ned i bølgerne så det hele ryster og banker. Det er meget ubehageligt og sker fordi stævnen ikke kan gennembryde bølgerne. Det er her formen på stævnen og bunden kommer ind. Jo mere V formet jo mindre banker båden, men jo større motor kræves der og båden bliver mindre sidestabil. Så det er altid et kompromis. Der findes mange typer af både og det er alt efter temperament. Nogle vil gerne have en lukket kabine med varme og hvor man sidder i læ, andre vil have masser af plads på dækket og er ligeglade med at få vind i håret når der sejles. Inden du køber en båd skal du prøve at opsætte nogle krav til den båd du vil have. Når du så kigger på båd så gå ud fra de krav og find en der opfylder flest mulige. Det vil formentlig altid være et kompromis da de forholdvis små både vi bruger selvfølgelig ikke kan dække alle behov. Det er også vigtigt at du prøvesejler båden inden et køb.

Hvis du vil dyrke trollingfiskeriet for alvor så skal det være en båd hvor der er god plads til at montere downriggere, masser af stangholdere og at der også er plads til at man kan stå og fighte fisk. Det skal også være en størrelse hvor det er sikkert at sejle langt ud på havet i. God fornøjelse med jagten.

Husk at tjekke ALTOMTROLLING.DKs tips omkring at sætte båden i fra rampen. Du finder tippet her.

Motor

En god motor er vigtig. Den er nøglen til at komme i land igen. Hvis motoren går død på havet har du et problem. De fleste nyere motorer er højydende og driftsikre 4 takter. Der findes også nye og bedre 2 takter, men trenden er klart for de 4 takters. Der er 3 umiddelbare fordele ved 4 takter motoren til trolling brug. Den har en bedre brændstoføkonomi, den larmer mindre i trollingfart og så har den en vibrationsfri motorgang. Du skal huske at pleje din motor og overholde regelmæssige serviceeftersyn. Den skal skylles efter med ferskvand efter hver tur for at forlænge levetiden. Der skal skiftes gearolie og impeller jævnligt. En god tommelfinger regel er gearolie efter hver sæson og impeller efter 2 sæsoner. Impeller er en lille gummipropel der sidder i vandpumpen og sørger for at trække vand ind i motoren som kølefunktion. Hvis impellerne er ødelagte risikerer du store skader på din motor efter blot få sekunders start. Nogen vælger at have en ekstra motor med som sikkerhed eller simpelthen som trollingmotor. Det vil sige at når de er kommet frem til fiskepladsen så slukker de den store motor og troller med den lille. Hvis  båden er stor nok er der også nogen der vælger at have 2 motorer monteret. Det giver også en sikkerhed i hvis den ene motor får problemer. Dog skal man her huske at skille både strøm og benzin ad til hver af de 2 motorer hvis man skal være helt sikker på ikke at have et enkelt sted hvor en fejl kan opstå.

Speedbådskørekort

I Danmark har man valgt at indføre det der hedder et speedbådskørekort. Hvis du køber en båd og motor der i følge en formel overstiger en given effekt så skal man tage et speedbådskørekort for at måtte sejle den. Kørekortet er ikke svært at tage og mange steder kan det klares på en weekend. Du kan beregne om du skal have et speedbådskørekort her på ALTOMTROLLING.DK. Følge dette link