Stænger & hjul

Stænger

Der findes mange forskellige stænger til alverdens formål. Selvom du sagtens kan bruge en tilfældig fiskestang til trollingfiskeri, så er de stænger der er udviklet til trollingfiskeriet, bare meget bedre i praksis. Der findes 2 typer af trollingstænger. En med øjer som vi kender det fra raditionelle stænger og så en uden øjer hvor linen løber i en “riffelgang” inde i stangen. De sidste hedder inliner stænger. En trollingstang med øjer har mange flere øjer som sidder tættere end på en traditionel stang. Det er lidt religion om man er til den ene slags stang eller den anden type stang. En inliner er lidt besværligere at få linen igennem når man starter ud, men til gengæld er der ingen øjer der generer eller hvor andre liner kan hænge fast i. Der er mange der bruger en lidt stivere stang som dipsy stang. Altså den stang hvor man fisker med dipsy diver på. Der er godt træk i sådan en dipsy diver og derfor den lidt stivere stang. Det kan dog sagtens lade sig gøre at bruge en helt almindelig stang også, den vil bare bøje lidt mere. Den traditionelle længde til trollingstænger har været omkring 8,6-9 fod, men efterhånden bliver 7 fods stænger mere og mere populære. Daiwa og Rhino har begge lavet nogle fantastisk lækre 7 fods inliner stænger som er rigtig gode til trollingfiskeriet. De er nemmere at håndtere i båden både under transport og fiskeri pga størrelse.

Her har ALTOMTROLLING.DK samlet nogle forslag.

Hjul

Et multihjul med tæller er klart at foretrække til trollingfiskeri. Det er et stærkere hjul uden at være stort og du ved hele tiden hvor meget line du har ude. Der er direkte kontakt til linen. Desuden har multihjulet en knarre. Knarren er en funktion man kan slå til som giver modstand til spolen og samtidig giver en lyd når spolen drejer rundt. Det vil sige at når vi sætter grejet kan bremsen slås fra og så gør knarren at spolen ikke bare suser rundt og efterlader os med en stor fuglerede af line, men knarren gør også at når vi får et hug fra en fisk der trækker line af, så hører vi det med det samme. Lyden af knarren er den bedste lyd når man har trollet i mange timer. Det er startskuddet til en oplevelse af de bedste. Et par rigtige gode slidstærke og anbefalesværdige hjul er Daiwa SG47 og Shimano Tekota 600.

Her har ALTOMTROLLING.DK samlet nogle forslag.